Blefaritis 2

Information om betændelse i øjenlågskanterne

Tilstanden, som også kaldes blepharitis, er en kronisk inflammation af øjenlågskanten og hårsækkene, som kan ses hos alle aldre.

Tilstanden kan skyldes infektion i de olieproducerende kirtler i øjenlågskanten, de Meibomske kirtler, eller i hårsækkene på øjenlågs-kanten. Indholdsstoffer fra døde bakterier flyder direkte ud på øjets overflade og kan påvirke den slimhinde, der beklæder indersiden af øjenlågene og øjenæblet kaldet conjunctiva og den klare forreste del af øjenæblet kaldet hornhinden.

Dette resulterer i varierende symptomer, som ikke alle behøver at være til stede. Hyppigst er en brændende fornemmelse, svien, grusfornemmelse, kløe, tåreflod og let skorpedannelse. Ofte er tilstanden associeret med tørre øjne, da funktionen af de smørende olieproducerende kirtler er nedsat eller helt ophørt.

Symptomernes styrke varierer meget over tid ved blepharitis. Der kan således være lange symptomfrie perioder, afløst af perioder med store gener. Mange tror, de har øjenallergi, der kommer og går, hvor det i virkeligheden drejer sig om blepharitis.

Blepharitis er ikke en alvorlig tilstand og er således ikke farlig for øjnene. Behandling er dog påkrævet for at give komfort i øjnene.

Hvordan behandles blepharitis?

Behandlingen tager primært sigte på at løsne op for de blokerede og inficerede kirtler (øjenlågstoilette). Dernæst behandle infektionen med antibiotiske dråber og endelig tilføre øjet smørelse via smørende øjendråber.

  1. Varmt kompres: Vrid en vaskeklud op i så varmt vand, som kan tolereres, uden at du brænder dig. Læg den mod øjenomgivelserne i 5 minutter.
  2. Øjenlågsmassage: Brug en finger eller en vatpind, og massér øjenlågskanten som vist på nedenstående tegning.
  3. Rensning af øjenlåg: Afvask øjenomgivelserne med en mild sæbeopløsning af f.eks. Natusan uparfumeret babyshampoo og vat. Benyt evt. en speciel øjenrens-gele, Blephagel, som kan købes på apoteket.
  4. Drypning med antibiotiske og smørende øjendråber: Endelig suppleres behandlingen med antibiotiske øjendråber eller salve, f.eks. Kloram-fenikol eller en kombinationsdråbe indeholdende steroid og antibiotika, og smørende øjendråber benyttes efter behov.

Behandlingen skulle gerne give mere komfort i øjnene, men der findes desværre ingen magisk kur, der helt kan fjerne symptomerne. Selv ved behandling vil der stadig kunne være lette symptomer.

Når man har opnået komfort i sine øjne, kan man godt forsøge at slække lidt på behandlingsregimet, men da tilstanden ofte er kronisk, vil der komme perioder med opblussen i symptomerne, og det vil da være nødvendigt at intensivere behandlingen igen. Ofte vil man kunne vedligeholde en god periode ved rutinemæssigt at foretage øjenlågstoilette 1 gang dagligt.