Slapt Nedre

Operation for slapt nedre øjenlåg, opstramning

Nedre øjenlåg kan blive slapt, hvilket kan resultere i rødme, irritation og tåreflod.

Hvis slapheden er opstået ved, at øjenlåget har tabt sit fæste ved knoglekanten ude ved siden af øjenlåget, kan det ofte rettes ved, at man gendanner dette fæste.

Operationen foretages i lokalbedøvelse. Det gør ondt og spænder, når bedøvelsen anlægges. Herefter gør det sædvanligvis ikke ondt at blive opereret.

Hvis du får blodfortyndende medicin, skal du gøre lægen opmærksom på det.

Efter operationen bør du holde dig i ro de første dage, samt afstå fra hård fysisk udfoldelse til 5 dage efter, at trådene er fjernet. Det kan være en fordel at have noget koldt (frosne ærter, brun sæbe i en frysepose) klar. Dette kan lægges på det opererede område 4 gange dgl. a 15 minutters varighed de første 3 dage.

Det kan være nødvendigt at tage evt. tbl. Panodil 500 mg x 2, 1-4 gange dgl. ved moderate smerter de første dage.

Risikoen ved denne operation er bl.a.:

  • Blå/hævede øjenomgivelser, som kan være ganske udtalt den første uge.
  • Blødning. Hvis det bløder fra operationssåret, kan du sætte dig med hovedet op, og holde noget koldt på – det vil i langt de fleste tilfælde klare problemet.
  • Infektion. Der er, som ved alle andre operationer, risiko for betændelse i operationssåret, dette er dog meget sjældent ved denne type operation.
  • Over-/underkorrektion. Stramningen kan, trods grundig vurdering under operationen, være enten for lidt eller for meget. Fæstet ude ved knogle kanten kan enten være sat for højt eller for lavt, hvilket kan resultere i, at øjet ændrer udseende.
  • Beskyt arret mod sollys de første 9 mdr.

Skulle der mod forventning opstå komplikationer, skal du enten kontakte øjenlægen (normal åbningstid) eller vagtlægen.