Fundus billede

Undersøgelse ved sukkersyge

Hvis man lider af sukkersyge/diabetes, har man risiko for at udvikle ”diabetisk retinopati”.

Det er ændringer af nethindens blodkar som, ubehandlet kan føre til blindhed eller alvorlig synsnedsættelse. Det er langt fra alle med diabetes, der får problemer med øjnene.

For at forebygge diabetisk øjensygdom er det særligt vigtigt, at der er styr på blodsukker og blodtryk.

Diabetiske øjenforandringer starter langt oftest uden, at man selv bemærker det. Det er derfor meget vigtigt, at man følger regelmæssige kontroller hos sin øjenlæge.

En typisk undersøgelse for diabetisk øjensygdom indebærer:

  • Måling af synsstyrken
  • Måling af øjentryk
  • Drypning af øjet med dråber, der udvider pupillen (giver let synssløring i 1-2 timer)
  • Fotografering af øjets nethinde
  • Undersøgelse ved øjenlægen

Alt efter, hvilken type diabetes, man har, fastlægges undersøgelserne med passende interval - kan variere fra få måneder til to år.

Hvis man udvikler diabetisk øjensygdom, er det nogle gange nødvendigt at behandle nethinden med laserstråler eller indsprøjtninger i glaslegemet. Hvis øjenlægen konstaterer diabetiske forandringer på nethinden, vurderer han, om der skal henvises til sygehuset til laserbehandling/indsprøjtninger.

Hvis det er første gang, du skal til undersøgelse, er det en god idé at medbringe medicinliste samt tænke på, om der er andre sygdomme/tidligere øjensygdomme eller evt. allergi.